Fodboldhistorie. Historien om Torino FC er også historien om en dato – d. 4. maj 1949. Den dag gik verdens formentligt stærkeste fodboldhold til grunde i en af sportshistoriens værste flyulykker nogensinden. Alt i Torino FC’s historie handler om den dato. Om tiden før og om tiden efter.

Den 4. maj 1949 var der et forfærdeligt uvejr i Torino-området. Det havde regnet hele formiddagen, og hen på eftermiddagen forekom det dårlige vejr ligefrem at tage til i styrke. Regnen nærmest piskede ned, vinden blæste i hårde stød, skyerne hang så lavt, at de næsten dækkede bjergene omkring Torino, og tågen var så tæt, at sigtbarheden var reduceret til kun 30 meter.

I luftrummet over Torino nærmede en Fiat G-212-flyvemaskine sig Torinos Aeritalia-lufthavn. Den havde forladt Lissabon om morgenen, og efter en mellemlanding i Barcellona var den nu få minutter fra at gøre klar til landing.

Kl. 16.59 er der radiokontakt mellem Fiat-flyveren og kontroltårnet i Torino. ”Vi befinder os i 2.000 meters højde og flyver snart ind over Superga-bjerget inden landing”, lyder meldingen fra den flyver hvor Il Grande Torino, Torino FC’s superhold, befinder sig.

Venskabskamp i Lissabon

Dagen forinden havde Torino FC spillet venskabskamp i Lissabon mod Benfica. Anledningen var, at den portugisiske landsholdsspiller, Francisco Ferreira, havde valgt at stoppe karrieren. Ferriera var personlig ven med Torinos anfører og legendariske angriber, Valentino Mazzola, og ad den vej var det lykkedes Benfica at arrangere en prestigekamp med et af Europas på det tidspunkt allerstærkeste mandskaber.

At Torino dengang var et fantomhold bevidner statistikkerne med al tydelighed. Holdet havde vundet det italienske mesterskab fire år i træk, fra sæsonnen 1942/43 til 1947/48 (der blev ikke blevet spillet i årene 1943/44 og 1944/45 pga. krigen). Særligt sæsonnen 1947/48 havde været helt fantastisk for Torino og for klubbens fans. Alessandria var fx. blevet banket godt og grundigt på Torinos legendariske hjemmebane, Filadelfia, med 10-0, og i Rom havde hjemmeholdet AS Roma måttet gå fra banen med en lussing på 0-7. Det fortælles, at Torino efter blot 19 minutters spil førte med 6-0. I pausen havde holdets midtbanespiller Piero Ferraris taget ordet og sagt til holdkammeraterne, at ”der ikke var nogen grund til at ydmyge modstanderne. Det ville være usportsligt”.

Ved kampens afslutning klappede AS Romas egne fans Torinos spillere ud af banen! Kampen var et ganske godt eksempel på, at Torino i den sæson ikke kun vandt over sine modstandere. De mest af alt jævnede dem med jorden!

Det var således også i mesterskabssæsonnen 1947/48, at Torino havde sat pointrekord. I alt 65 point blev det til i 40 kampe og en målscore på 125-33. Blandt andet var 19 ud af 20 hjemmekampe blevet vundet.

I Torinos fem mesterskabssæsonner lød målscoren på 483-163. Ingen andre klubber, udover Juventus i 1930erne og Milan i 1990erne, kommer i nærheden af denne målscorerrekord.

Tragedien

Cirka kl. 17.05, få minutter efter den sidste radiokommunikation mellem Torino FC’s flyver og lufthavnens kontroltårn, sidder basilikaens kapellan, don Tancredi Ricca, og læser i en bog på sit arbejdsværelse, da han forstyrres af et enormt brag. Ricca har senere udtalt: ”Jeg sad og læste, da jeg pludselig hørte en høj brummen fra en flymotor, der forekom at være uhyggeligt nær. Herefter et højt drøn og en rystelse som efter et jordskælv”.

Det syn, der møder Ricca, da han kommer ud af basilikaen kan bedst beskrives med ét ord: kaos. Store dele af terrænnet står i flammer, trods den silende regn. Også resterne af det fly, der er styrtet ned i basilikaens ydermur, er gået i brand. Døde kroppe, ødelagt bagage og vragdele fra flyet er spredt ud over jorden. Politibiler begynder at ankomme til stedet, dusinvis af brandbilers sirener flænser nu den regnfulde luft, og snart bliver tragedien klar for de tilstedeværende: det nu totalt smadrede fly medbragte Il Grande Torino, og de 18 spillere, holdledere, journalister og flyets personale – i alt 31 personer – er alle omkommet.

Nyheden spredes omtrent som en løbeild, og snart begynder tusindvis af Torino-fans at begive sig imod Superga-bjerget i en lydløs procession. På dagbladet Unità’s Torino-redaktion når nyheden frem kl. 17.30, og et par journalister begiver sig straks mod ulykkesstedet. Her finder de tusindvis af fans, der står tavse og traumatiserede og betragter hvad der mest af alt synes at være en ond drøm. Mange står grædende i tavshed.

På Torinos Fiat-fabrikker bliver al produktion stoppet og der holdes et minuts stilhed til minde om de døde. Alle butikker i Torino lukker øjeblikkeligt som tegn på sorg. I Bologna begår en 38-årig kvinde selvmord, og i Rom bliver det parlamentariske arbejde straks indstillet. Mange dagblade sender en særudgave på gaden den samme aften, og få dage senere udkommer den ugentlige sportsavis Tifone med titlen ”Vi vidste ikke, at vi elskede dem så meget”.

Landsholdet sat 20-25 år tilbage

Skønnet over det antal personer, der deltog i begravelsen af de 31 omkomne personer, er forskellige. Nogle siger en halv million, andre en hel. Faktum er, at der den 6. maj 1947, da begravelsescerimonien fandt sted i Torino, befandt sig et sandt menneskehav i byens gader. Sorgen lå som et tykt tæppe hen over byen på en dag, der var lige så grå og regnfuld som det havde været tilfældet to dage tidligere.

Formanden for det italienske fodboldforbund, Ottorino Barassi, holdt en meget følelsesladet tale og læste alle fornavnene på de omkomne op. På begravelsesdagen begav ca. 3.000 personer sig til ulykkesstedet på Superga for at tage en sidste afsked med byens ubestridte helte, og det blev besluttet, at Torino FC’s ynglingehold skulle repræsentere klubben i sæsonnens resterende fire kampe.

Flyulykken var ikke kun et utroligt tab for byen Torino. Også fodboldnationen Italien var blevet hårdt ramt, for i anden halvdel af 1940erne var Torino FC storleverandør til landsholdet. Det var fx tilfældet i den landskamp som Italien spillede d. 11. maj 1947 mod Ungarn. Italienerne vandt kampen med 3-2, og ved den lejlighed bestod det italienske hold af hele ti Torino FC-spillere.

Med andre ord var det italienske landshold på det nærmeste blevet totalt udslettet. I de kommende år befandt Gli Azzurri (De Blå, kælenavn for det italienske landshold, red.) sig da også i en dyb krise. I 1950, 1954, 1962 og 1966 blev italienerne således slået ud allerede i VM-turneringernes indledende runde, og i 1958 formåede holdet end ikke at kvalificere sig til VM. Det var faktisk først i 1970, at Italien igen skulle komme til at gøre en god figur i VM-sammenhæng. På den baggrund mener man eksperter, at Superga-ulykken reelt satte italiensk landholdsfodbold 20-25 år tilbage.

Såret efter Superga var faktisk så dybt, at det italienske fodboldforbund året efter besluttede at lade landsholdet sejle til VM i Brasilien i steder for at flyve. Sejlturen tog hele to uger, og mange af spillerne led af søsyge undervejs. Desuden havde de to uger med manglende træning og kedsomhed betydet, at spillerne var både irritable og umotiverede, da de endelig nåde Brasilien. Første kamp mod Sverige endte da også med en svensk 3-2 sejr, hvorefter Italien reelt var ude af turneringen.

Den svigtende højdemåler

Men hvordan kunne en sådan ulykke i det hele taget finde sted? Mysteriet var stort, for flyets pilot, Pierluigi Meroni var ikke kun en erfaren pilot, han gik ligefrem for at være en sand mester med en stribe færdighedsmedaljer på sit personlige CV.

Øjenvidner hævder at have hørt flyet cirkle flere gange over Superga-bjerget, som om piloten i det tætte skydække forsøgte at finde den rette kurs. På den baggrund mener nogle, at Meroni simpelthen havde mistet fornemmelsen for, hvor flyet egentlig befandt sig. Med andre ord en menneskelig fejl.

Denne teori tilbagevises imidlertid af dem, der henviser til, at Meroni få minutter før radioforbindelsen forsvandt, havde meddelt kontroltårnet, at alt var som det skulle være. Ja, faktisk havde han bedt kontroltårnet om at gøre kaffen klar!

En anden teori går på, at flyets højdemåler simpelthen gik i stykker under turen. Faktisk skulle en uidentificeret person have fundet flyets instrumentbræt efter styrtet og set, at højdemåleren stod på 2.000 meter, skønt sammenstødet med Superga-bjerget fandt sted i 669 meters højde.

Selv 60 år efter ulykken har de italienske luftfartsmyndigheder ikke en officiel forklaring på ulykken. Nogle af datidens eksperter sværgede til ”den menneskelige fejl” som årsag, mens andre stædigt insisterede på, at styrtet skyldtes højdemålerens svigt. At de forskellige undersøgelser ikke har ført til et klart resultat, skyldes formentlig også, at flyvere dengang ikke var udstyret med den såkaldte sorte boks.   

Turistattraktion

Skønt Torino FC atter vandt mesterskabet i sæsonnen 1975/76, nåede holdet aldrig op på samme styrke som i slutningen af 1940erne.

I de sidste 10 år har klubben ikke ligefrem været i mediernes søgelys grundet sportslig succes. Det gælder også i skrivende stund – få uger inden turneringens afslutning – hvor klubben med nød og næppe holder sig oven for nedrykningsstregen. Den italienske presse har derimod ofte haft fokus på klubbens økonomiske problemer, fx. i 2000 hvor Torino FC måtte lide den tort at blive opkøbt af forretningsmanden Francesco Ciminelli – en erklæret Juventus-fan!

Superga-ulykken er gennem tiden forblevet en del af Torinos kollektive hukommelse, hvilket måske også skyldes, at Supergas basilika, der ligger i ca. 675 meters højde, tydeligt ses fra dele af Torino by.  De Torino-nostalgikere, der altid har værnet om minderne, led imidlertid et slemt nederlag i 1997, da Torinos legendarisk stadion, Filadelfia, blev jævnet med jorden. Det var her Torino og holdets fans gennem mange år havde oplevet klubbens storhedstid, og det var her, at holdet havde været ubesejret i perioden fra 1942-49. Det år, hvor Filadelfia blev jævnet med jorden, mistede Italien med andre ord et stykke fodboldhistorie.

I dag er Superga-bjerget også en turistattraktion, og på visse dage kan man se mange besøgende tage turen op til basilikaen for at se den opsatte gravsten, der indikerer ”de faldne i Superga-ulykken”. Superga er ligelees blevet et ”helligt sted” for de Torino-fans, der på bestemte højtider mødes her for at mindes fordums storhed.

Gik noget af den historiske hukommelse tabt med nedrivningen af Stadio Filadelfia i 1997, så er flere minder til gengæld blevet bevaret, da Torino FC i 2002 indviede Il Museo del Grande Torino, klubbens officielle museum, der fortæller historien om det hedengangne superhold. Her kan man finde skildringer om storhedstiden, rester fra det nedrevne stadion – næsten som var der tale om en slags fodboldens Berlin-mur – samt flere af de genstande – bl.a. flere af spillernes kufferter – der var ombord på det nedstyrtede fly. Også en berømt trumpet – som den fanatiske Torino-fan, Oreste Bolmida, truttede i under Torinos kampe for at opildne spillerne til kamp – har fundet vej til museet.

Således er historien om Torino FC. En historie der drejer sig om én eneste dato. Om ét eneste øjeblik. Og om tiden før og efter.

Interview med Sauro Tomà

Reddet af en knæskade

Sportsfan har fundet og talt med Sauro Tomà. Han er i dag 84 år og bor i Torino. I 1949 var han en af Torino FC’s faste spillere men tog ikke med til venskabskampen i Lissabon på grund af en skade.

Kan man sige, at De som en af ganske få spillere har fået plads i fodboldens historiebøger på grund af en skade?

”Ja, det kan man vist godt sige. Det var en knæskade”.

Var den alvorlig?

”Ja, det var faktisk en skade, der holdt mig udenfor i flere måneder, og til sidst måtte jeg gennem en meniskoperation”.

Det var med andre ord den klassiske ”held-i-uheld-situation”?

”Lige nøjagtigt”.

Er der i Torino fortsat en historisk bevidsthed, om det der skete for nu 60 år siden? Er det noget, man fortsat taler om?

”Det er et emne som aviser og blader tager op med jævne mellemrum. Derfor er det også et emne der fortsat bliver talt om. Hertil kommer, at mange jo kender mig her i byen. Derfor hænder det da også, at jeg får stillet spørgsmål om det der skete dengang”.

Husker De Deres første reaktion, efter at De havde hørt om ulykken?

 ”Jeg husker, at jeg var på var hjem. Da jeg ankommer til min bopæl, ser jeg en masse mennesker foran mit hjem. Så jeg får straks at vide, hvad der er sket. Herefter kører jeg hurtigt mod Superga. Da jeg kort efter ankommer til ulykkesstedet, var der flere personer, der holdt mig tilbage. De mente ikke, at det var en god idé, at jeg så, hvor ilde tilredte mine holdkammerater var. Set i bakspejlet, var nok godt, at jeg ikke fik adgang til ulykkesstedet”.

I Torino FC’s historie synes der at være et ”før” og et ”efter” i forhold til flyulykken. Er De enige i den betragtning?

”Ja, så absolut. Før ulykken var Torino Italiens absolut bedste hold og formentlig blandt Europas allerstærkeste mandskaber. Jeg kom til Torino som 21-årig, efter at jeg havde spillet for sekundære hold som Rapallo og La Spezia, og for mig var det nærmest som en drøm at komme til at spille på et så formidabelt hold. Efter ulykken … ja, hvad skal jeg sige … Torino FC har aldrig siden formået at stille med et lige så stærkt hold”.

JSJ