Mine foredrag
Foredrag om Italien


Da jeg i sin tid arbejdede på den danske ambassade i Rom, holdt jeg ofte foredrag for gymnasieklasser og virksomhedsgrupper, der var på studietur til Rom. Da jeg forlod ambassaden i 2008, tog jeg denne foredragsaktivitet med mig.
Siden da har jeg holdt mere end 150 foredrag om Italien – især for gymnasieklasser på den traditionelle Rom-studietur men også i ny og næ for virksomhedsgrupper. Hertil kommer, at jeg næsten altid har et Italiens-foredrag med på programmet for de rejsende, der tilmelder sig mine rejser.
Italien er kendt og elsket i Danmark. Danske turister rejser årligt i tusindvis til Italien for at holde ferie, få en lifestyle-oplevelse, nyde kulturen, maden, vinen, sproget, naturen mv. Men dykker man ned i substansen – det italienske samfund og dets ofte indviklede strukturer – så har den danske Italiens-elsker og -beundrer naturligvis kun et begrænset kendskab.
Mine foredrag stiler således mod at give dybdegående informationer om det italienske samfund, at gå om bag det store italienske turist-scenetæppe for at opdage, hvad der gemmer sig udenfor turistens sædvanlige synsvidde.
Nogle af de emner jeg holder foredrag om er:
- Den aktuelle politiske og økonomiske situation i Italien
- Politisk kultur i Italien
- Kulturforskelle mellem Danmark og Italien
- Forholdet stat-kirke-familie
- Det italienske skolesystem og uddannelsessystemet generelt
- Massemedier, TV, aviser, presse, skrivestil, sociale medier mv.
- Sport og kultur
- Økonomisk kriminalitet – herunder mafiavirksomhed
Skræddersyede foredrag
Gymnasieklasser har af og til et bestemt Italiens-tema, som de arbejder med. I den forbindelser bliver jeg ofte bedt om at lave et skræddersyet foredrag om lige netop dette emne, hvilket jeg gerne gør.
Det samme gælder for virksomhedsgrupper. Når de er på studietur til Italien, vil de gerne vide noget om, hvordan situationen for lige netop deres erhvervsgruppe er i Italien. Også i dette tilfælde kan jeg lave et skræddersyet foredrag, som imødekommer deres behov.
I de senere år er jeg ligeledes begyndt at arrangere kultur-spadsereture, typisk i udkanten af Rom og ofte i kvarterer og områder, der byder på en særlig oplevelse ud fra et historiske, socialt og arkitektonisk synspunkt.
Hvor holder jeg mine foredrag?
Der er flere muligheder vedr. foredragssteder:
- Det danske Institut, der ligger i udkanten af Villa Borghese-parken. Her kan gymnasiet, som gerne vil have et foredrag, leje det danske instituts auditorium. I det tilfælde er der tale om et foredrag med brug af power-point.
- Roms Internationale Pressecenter – kaldet Stampa Estera – ligger i byens hjerte, blot 200 m. fra den centrale Piazza Venezia. Dette er min daglige arbejdsplads, hvor jeg har adgang til flere forskellige foredragslokaler, afhængigt af gruppens størrelse. Der er gratis adgang og brug af lokaler er ligeledes gratis.
- Jeg har adskillige gange, især i september og oktober, holdt udendørs-foredrag for grupper – særligt i Villa Borghese og Villa Celimontana. Ved større grupper, dvs. to gymnasieklasser, skaffer jeg typisk head-sets til eleverne, mens jeg selv bruger en mikrofon.
Fotos her på siden er fra flere forskellige foredragssituationer som beskrevet ovenfor.
Har du brug for flere oplysninger vedr. foredrag, er du velkommen til at kontakte mig på denne mail – freelance@jesper-jensen.it





