Italiens demografiske vinter

Italiens befolkning skrumper ind. Stille og roligt. Konstant og desværre også markant. For blot et par år siden, i 2022, var landets befolkning på 60 millioner. I dag er tallet 59. Hvis denne udvikling fortsætter – hvilket meget tyder på – vil antallet af indbyggere i støvlelandet blive reduceret til 58 millioner i 2030, 54 millioner i 2050 og sølle 45 millioner i 2080. Tal, der kan beskrives med få ord: en sand katastrofe, der nu hyppigt omtales som ”Italiens demografiske vinter”.

Disse statistikker er så alarmerende, at selv den politiske klasse – der gennem mange år har gjort hvad den kunne for at kikke i modsatte retning – nu synes at have fået øjnene op for de mange problemer, som et dramatisk faldende indbyggertal vil medføre.

For nylig publicerede Italiens statistiske kontor, ISTAT, sin årlige rapport om bl.a. en række sociale forhold, hvori der også er fokus på den demografiske udvikling. Og rapporten bekræfter til fulde, at Italien på dette område står over noget, der mest af alt, ifølge mange, ligner et fremtidigt mareridtsscenarium. Med udgangspunkt i 2050 lyder kodeordene således: kun én arbejdstager for hver pensionist, tre italienere over 65 år for hvert ungt menneske under 15, skoler der vil blive lukket på grund af mangel på elever, flere geografiske områder der vil være mennesketomme, nationaløkonomien der vil blive ekstra trængt, mulighederne på arbejdsmarkedet for de unge som vil forværres, og pensionister der vil få markant ringere økonomiske forhold.

Ovenstående graf viser med al tydelighed hvorledes fødselstallet i Italien er faldet gennem årene. 2022 var året, hvor det for første gang var under 400.000 årlige nyfødte.

Europas ældste nation

Italien er for længst blevet udråbt til Europas ældste nation, med cirka 24 procent af befolkninger der i dag er over 65 år. Dette tal vil dog blive ved med at stige, og i 2050 forventes tallet af være på hele 33 procent af den samlede befolkning, hvilket kun kan beskrives på en måde: et sandt nationaløkonomisk mareridt.

I en artikel i avisen la Repubblica kommenterer rektor for Milanos Bocconi-universitet, Francesco Billari, på tallene fra ISTAT: ”Italien har brug for en ny infrastruktur, som vi kunne kalde for en demografisk infrastruktur. Italiens problem er helt åbenlyst, at der er mangel på de ‘råvarer’, der betyder, at de unge mennesker får lyst til at sætte børn i verden, nemlig en sund familieøkonomi og gode pasningsmuligheder, for nu blot at nævne to ting”.

Billari sætter fingeren helt præcist og ramme et ømt punkt i et katolsk land, hvor ordet ”famiglia” forekommer at være den vigtigste af alle termer, men hvor man fra statens side gør meget lidt for selv samme familie. Eller sagt med andre ord: masser af snak men ingen politisk handling.

Italienerne (læs: Italiens politiske klasse) er, desværre, stadig meget langt fra at være i stand til at lave det berømte mentale skift, hvor man går fra en situation til en anden, dvs. hvor man anerkender, at staten på visse områder må træde til og hvis ikke erstatte familien så i hvert fald bistå den med økonomiske tilskud, sådan som det i årtier har været tilfældet på nordeuropæiske breddegrader.

God vin og store smil. Der bliver stadigt flere ældre italienere over 80 år og gennemsnitsalderen bliver ved med at stige.

Statskassen er tom

Det er dog netop her, at Italiens akilleshæl ligger. Statskassen er rungende tom, statsgælden er astronomisk, og alene udgifterne til renteomkostninger på landets statsgæld anløber 180 millioner euro … om dagen! Når regningerne er betalt, er der absolut intet – eller kun forsvindende lidt – tilbage til familierne i et forsøg på at sætte gang i først det gode humør i familien og dernæst fødselstallet.

I de senere år har Giorgia Melonis regering imidlertid gennemført visse tiltag i et forsøg på at støtte børnefamilierne. Men når man ser på den konkrete støtte – 40 euro (300 kr.) om måneden – til de familier, der tæller tre børn, kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved, om et så beskedent beløb i en tre-børns-familie reelt vil gøre en forskel? Svaret er uden tvivl: Næppe.

Mange har rigtig nok peget på det nyttesløs i at give bidrag til familier med tre børn, hvilket efterhånden er en sjældenhed i det Italien. I stedet, finder mange, bør man støtte de unge par, der ønsker at sætte børn i verden – ikke kun med økonomiske tilskud men også med bedre pasningsmuligheder.

Desværre Italiens politiske klasse forekommer at være fastfrosset i en tidsmæssig social zone, der minder en hel del om 1980’erne. Således må det lave fødselstal nødvendigvis betragtes som konsekvenserne af en ueffen politiske klasse, der i årtier har været ude af stand til at formulere og iværksætte en langsigtet familiepolitik. Man er forblevet i en gammeldags og underudviklet kristelig-demokratisk logik, der har solide rødder i årtiers kirkepolitik og som således ikke har foretaget sig andet end at føre den katolske kirkes idealer og tanker ud i livet – la famiglia frem for alt. Således er tiden nu kommet – som alle tal og statistikker med al tidlighed viser og har vist i en rum tid –, hvor regningen for den politiske klasses snæversyn og manglende mod skal betales. Ja, den skal betales af hele samfundet – af familierne, af pensionisterne der i fremtiden må se deres pensioner reduceret, af de unge mennesker, for hvem der fremover vil være færre jobmuligheder grundet en økonomi, der slet ikke ”pumper”, som den burde.

Flere italienere i udlandet

Som allerede nævnt har disse demografiske problemer været kendt i lang tid af observatører, det skrivende folk, sociologer og andre former for iagttagere af denne type af samfundsproblematikker. I 2022 udkom Paolo Pagliaros bog ”Fem spørgsmål om Italien – Dilemmaer vedrørende et rastløst land”. Bogen kommer også ind på en række områder og spørgsmål, der har med demografi at gøre. For eksempel kan man læse, at Italien er ramt af ”exceptionelle demografisk forhold”, der bl.a. består af disse faktorer: en lav fødselsrate, en (for) lang overgang fra ungdommen til voksenlivet (dvs. til indgang på arbejdsmarkedet), stærke familiebånd (der altså ikke kun betragtes som noget udpræget positivt), et livsforløb, der bliver stadigt længere, samt en øget del af befolkningen, der er udlændinge, i forhold til tidligere.

De ældre bliver flere og flere og de unge stadigt færre. Jo mere nationens indbyggertal falder, desto større vil den betragtelig gældsbyrde være pr. person ift. de eksisterende indbyggere.

Sammenligningen med andre europæiske lande kaster et klart negativt lys på Italien. I årene fra 2019 til 2021 har Italien mistet over en halv million indbyggere. I samme periode er indbyggertallet steget i Storbritannien med 600.000, i Spanien med 400.000, i Frankrig med 300.000 og i Tyskland med 100.000.

I en periode, der dækker det sidste årti, er det italienske indbyggertal mere eller mindre forblevet stabilt (-0,1%). I samme periode er det steget med 6,9% i Frankrig, med 6,8% i Storbritannien, med 3,7% i Tyskland og med 1,6% i Spanien. Italien er altså eneste land af de fem, hvor indbyggertallet er faldet og hvor det fortsat er faldende.

En unge og en ældre – den ene gruppe skrumper ind, den anden bliver større og større.

En af Italiens vigtigste forskere indenfor demografi-området, Antonio Golino, spørger sig selv, hvordan man i Italien kan betragte det som normalt, at skolerne fra et år til et andet mister omkring 100.000 elever. Golino ser det også som en absolut bekymrende udvikling, at en region som Sardinien indenfor få årtier formentlig vil miste omkring en tredjedel af sine indbyggere.

Der er dog et område, hvor antallet af italienere stiger. I udlandet. Ifølge tallene fra Fondazione Migrantes så er antallet af italienere, der bor udenfor Italien, steget med hele 82% fra 2006 og frem til 2022, hvor tallet var på 5,6 millioner.

En italiensk pige til en demonstration med et banner – “Dette er ikke et land for unge”.

Ikke et land for unge

Gennem mange år har man i Italien sagt at ”Italien er ikke et land for unge”. Måske er det i virkeligheden nok at beskæftige sig ganske kort med noget, vi i Danmark taget fuldstændig for givet, som en selvfølge. En opfindelse på blot to bogstaver: SU.

Når jeg fortællere italieneren, at de unge mennesker i Danmark ”får løn” for at gå på universitetet, er øjnene ofte ved at rulle ud af hovederne på dem. I et land som Italien, hvor staten bliver betragtet som en fjende, som man for alt i verden skal forsøge at snyde og bedrage, kan det ikke undgå at virke som et science fiction-narrativ, når en dansker stiller sig op og beretter om sådan et økonomisk tiltag, hvor staten tager sig ud som en medspiller i forhold til de unge mennesker og deres familier.

SU er, som bekendt, et ukendt fænomen i Italien. Totalt ukendt. Hvilket altså medfører, at de unge mennesker meget ofte er bundet til familien grundet en dårlig økonomi. Statistikkerne på dette område taler et klart sprog: De unge (og ikke længere helt unge) italienere bor i gennemsnit hos familien til de er 28 år gamle. På Sicilien kommer dette tal givetvis tæt på de 30 år.

Fokus på kvinder og de unge

De nyligt offentliggjort tal fra ISTAT har fået flere iagttagere til at fare i blækhuset. En af dem er Linda Laura Sabbadini, forfatter og statistikker hos netop ISTAT, der med en krystalagtig klarhed skriver:

”Vi har nået et historisk minimum hvad angår antal fødte børn årligt. Det er unødvendigt at græde over spildt mælk. Vi skal i stedet se virkeligheden i øjnene for at forstå, hvor vi har fejlet, og hvilken strategi vi nu skal iværksætte. 1977 er året hvor Italien gik under tallet på 2,1 barn per kvinde – tallet, som sikrer et naturligt generationsskifte ud fra et matematisk synspunkt. Siden da har Italien ikke været i stand til at skifte kurs.

I et lignende forhold har Frankrig derimod reageret med en fremtidsvision: landet har understøttet kvindernes beskæftigelse, udviklet pasningsordninger for familierne, understøttet familierne ud fra et økonomisk synspunkt samt investeret i de unge generations selvstændighed”.

Eller sagt med andre ord, alt det som Italien ikke har gjort, idet den politiske klasse blot har lænet sig tilbage og tænkt: det klarer familierne selv.

Ovennævnte franske billede betyder, at Frankrig, hvad angår den demografiske udvikling, slet ikke befinde sig på ”patient-stadiet”, som det derimod er tilfældet med Italien. I dag bor der i Frankrig hele syv millioner flere unge ift. Italien, Frankrig har en beskæftigelsesprocent for kvinder på arbejdsmarkedet, der er 13 procentpoint højere end Italiens samt en fødselsrate der er på 1,7 barn pr. kvinde, sammenlignet med Italiens sølle, 1,18 – det laveste fødselstal Italiens historie.

En baby i en klapvogn – et syn, der er blevet stadigt sjældnere i Italien i de seneste år.

Sabbadini fortsætter: ”Og så er der den ringe lyst til investering i Italien for at gøre de unge uafhængige af familien. Italien er det lande af de udviklede lande, der har den største procentdel af unge under 35 år, som stadig bor hos familien. Samtidig kan Italien fremvise en ringe grad af ungdomsbeskæftigelse. Alt dette er ikke frugten af en bestemt fejl, men af en politik uden visioner, der er gået igen fra regering til regering. Få ressourcer er blevet afsat på disse områder. Det, der er blevet iværksat, er mest af alt spontant opståede ideer og små justeringer: en dag med forældreorlov til manden, så ti dage, dernæst en måned med delt forældreorlov betalt med 80% af lønnen. Årene er gået. Der var altid andre områder, der havde forrang. Altid stod kvinderne og de unge nederst på listen, når der var midler til at tilgodese specifikke samfundsgrupper”.

Jeg har – sagt uden falsk beskedenhed – altid fremført, når jeg holder foredrag om Italien. ”Der findes to svage grupper i Italien, og det er de unge og kvinderne”. Og det bliver nu altså bekræftet af Sabbadini, som slutter sin artikel således: ”Tiden er kommet til at slå ind på en ny vej, med en familiepolitik der er fremsynet og som omsider har fokus på kvinder og på de unge i dette land”.

En bekymret præsident

Historien om Italiens demografiske vinter er efterhånden her, der og alle vegne. Og da den italienske præsident Mattarella for nylig – i november 2025 – modtog arbejdsmarkedets parter til deres årlige møde, var den demografiske problemstilling da også den dags vigtigste samtalepunkt.

Mattarella var da også helt klar i mælet: ”Den bekymrende demografiske situation er et centralt tema for dagens Italien. Fødselstallet er en vigtig indikator for at måle et folks håb. Italien er dog ikke dømt til evig nedgang. Det italienske samfunds fremtid er i vore egne hænder”.

Til trods for den – forventede, diplomatiske – optimisme, som ikke mange kan følge præsidenten i, så er der ingen tvivl om, at der kræves politiske mod, hvis Italiens demografiske situation skal vænnes. En kvalitet som den politiske klasse desværre ikke er i besiddelse af – og det til trods for at alle advarselslamper står og blinker for fuldt blus. I år 2022 var første gang nogensiden, at der blev født færre end 400.000 nye italienere. I 2025 vil denne kedelig rekord igen blive slået.

JSJ