Dette er en historie om vedholdenhed og håb. Hovedpersonerne er en nyfødt baby, en nonne, en læge og vores (Italiens, JSJ) nationale sundhedsvæsen. Vores historie begynder i Yerevan, Armeniens hovedstad, i et børnehjem drevet af nonnerne fra Moder Teresa af Calcutta, hvor man tager imod uhelbredelige børn, der ofte befinder sig i en håbløs situation. I øjeblikket er der 21 børn i alderen fra tre måneder til 14 år på børnehjemmet.

I begyndelsen af december sidste år blev Arpi født i Yerevan. Hun er en pige med kulsort hår og blå øjne, som lægerne diagnosticerede med en alvorlig fysisk misdannelse, der gav hende højst to år at leve i. Forældrene havde ikke modet til at tage hende med hjem og efterlod hende derfor på hospitalet. Efter fire måneder blev børnehjemmet kontaktet. Af stedets syv nonner – tre indiske, to polske, en argentinsk og en italiensk – blev det den italienske nonne, Benedetta, der fik opgaven at tage sig af Arpi.

”Forældrene var sandsynligvis ikke i stand til at betale for den nødvendige behandling, og selv de armenske læger havde gjort, hvad de kunne, inden de afleverede hende til mig”, fortæller Benedetta. ”De sagde, at hvis vi kunne få hende ud af landet, var der måske håb”. Tanken om at finde en løsning, der gik ud over medfølende pleje blev en besættelse for Benedetta, der inden sit nonne-løfte havde taget en medicinsk eksamen i Pavia. Så hver aften i flere uger satte hun sig ved computeren for at lede efter en løsning.

I mellemtiden har Arpi vundet alles hjerter med sin sødme og sit smil: ”Vi blev straks glade for hende, hun er et muntert barn på trods af alt det, hun har været igennem. Vi forelskede os straks i hende, og det stod hurtigt klart for os, hvorfor hun hedder Arpi, som på armensk betyder ‘lys’”.

Men det er ikke let at finde en løsning: Arpi er født med en misdannelse, hvor de yderste dele af tarmen, kønsorganerne og blæren ikke er fuldt udviklet og således løber sammen i en enkelt kanal.

I sine natlige onlineundersøgelser finder Benedetta en kirurg fra Milano, Ernesto Leva, der i New York har tillært sig en teknik gennem hvilken man kan rekonstruere dele af den menneskelige anatomi, som nogle spædbørn mangler. Hun opdager, at han arbejder på Policlinico-hospitalet di Milano. Samtidig finder hun lignende lægeteams i Paris og Madrid. Hun har ingen anelse om, hvordan hun kan komme fra Armenien til disse lande, så hun skriver til ambassadørerne i Spanien, Frankrig og Italien.

”Den første, der svarede”, forklarer hun, ”var den italienske ambassadør, der, da han så Arpi, besluttede at gøre alt for at få hende til Italien”. Fra det tidspunkt begynder nonne Benedetta at skrive sammen med doktor Leva. Hun sender ham Arpas journal for at høre om et indgreb vil være muligt. Han svarer, at han er villig til at undersøge sagen og inddrager Policlinico og regionen Lombardiet.

”Vi udarbejdede alle de nødvendige dokumenter, og Lombardiet accepterede at tage sig af hende og dække de økonomiske omkostninger, så vi kunne organisere pigens rejse til Italien. Den italienske ambassade i Armenien var fantastisk, understreger nonnen. De udarbejdede alle dokumenterne og oversættelserne for os, og da vi fik grønt lys for behandlingen, udstedte de visum på blot en halv dag”.

Arpi og Benedetta ankommer til Milano

Den 27. september landede Arpi og nonne Benedetta i Milano og tog direkte fra lufthavnen til Policlinico. ”Fra det øjeblik har Arpi og jeg aldrig været adskilt. I tre måneder har vi været sammen døgnet rundt, først halvanden måned på hospitalet, og nu er vi hjemme hos min familie, som jeg ikke har set i 35 år«.

”I har adopteret hinanden«, siger jeg til hende, og hun svarer med et smil, mens hun krammer den lille pige: ”Ja, det er præcis, hvad der skete”.

I en måned studerer de sagen på Policlinico, og doktor Leva, der er direktør for pædiatrisk kirurgi, forklarer mig, at Arpi har en ret alvorlig form for misdannelsen. Det betyder, at en kirurg ved et indgreb skal dele de tre kanaler og for derefter at rekonstruere en normal anatomi.

I slutningen af oktober, da alle undersøgelser var afsluttet, og man var sikker på, at der ikke var andre medfødte sygdomme, blev Arpi opereret af doktor Leva: ”Operationen var meget kompleks”, forklarer han, “og varede i mere end ti timer, hvilket er en evighed for et barn. Operationen var den eneste mulighed, ellers ville hendes nyrer inden for to år ikke længere have fungeret, og barnet ville ikke kunne leve videre”.

I stedet sidder Arpi her foran mig og leger med mikrofonen på min recorder. Hun ser rolig og nysgerrig ud og bevæger sig hele tiden. Doktor Leva bliver rørt, mens han ser på hende: ”Det er første gang i min 35-årige karriere, at et barn har rørt mig på den måde. Hun er helt speciel og har en udstråling, der har gjort indtryk på os alle. Hendes behandlingsforløb er endnu ikke afsluttet. Men det vigtigste stykke arbejde er blevet udført. Hun skal dog opereres igen i januar og derefter igen, når hun er tre år. Hun skal følges indtil teenagealderen, men takket være nonne Benedetta vil dette barn få et helt andet liv end det, skæbnen havde tildelt hende”.

Jeg stiller doktor Leva endnu et spørgsmål: Hvilket liv venter Arpi? ”Et normalt liv. Hun vil være et barn med et liv som alle andre”. Han fortæller mig, at hun skal tage nogle daglige forholdsregler, følge en behandling, men hun vil vokse op, gå i skole, studere, dyrke sport, forelske sig og kunne arbejde. ”Og det er ikke udelukket, at hun en dag kan blive mor og selv få børn. Det er allerede sket med andre piger, vi har opereret”, siger lægen.

Og nu er Arpi altså på rette vej takket være en genert og stille nonne, en passioneret kirurg, en forstående ambassadør og vores normalt så mishandlede nationale sundhedsvæsen. Og som vi står og tager afsked, tilføjer Ernesto Leva endnu en sætning: ”I dag er stort set alt muligt, og Arpi kan en dag blive en bedstemor, der en gang i fremtiden vil kunne fortæller denne historie til sine børnebørn”.

Teksten (der er blevet oversat og lettere bearbejdet) og fotos er taget fra den italienske journalist Mario Calabreses nyhedsbrev, december 2025.