Foto af Franco Cioni
Af og til foretager den italienske præsident benådninger. Det skete kort før jul i 2025, da præsident Mattarella benådede den 73-årige Franco Cioni, hvis historie hører til i den mere usædvanlige afdeling. En historie hvor skyld, næstekærlighed og omsorg synes at flette sig sammen.
Franco Cionis kone havde gennem en længere periode haft en uhelbredelig sygdom – lungecancer, som med tiden havde bredt sig til hjernen – der over en periode på fem år havde haft en konstant negativ udvikling. På et tidspunkt fik de begge beskeden om, at sygdommen var uhelbredelig. Sygdommen var desværre også af den slags, der gav daglige smerter. Angiveligt så mange, at Franco Cioni kun så en udvej. Han besluttede sig for at befri sin kone for disse lidelser, og en aften kvalte han hende i søvnen med en hovedpude. Herefter meldte han sig til politiet. Den efterfølgende fængselsdom kom til at lyde på seks år.
Efter Cionis benådning har han sagt til avisen la Repubblica: ”Jeg har altid været overbevist om, at jeg i sin tid gjorde det rigtige, og at jeg har betalt det, jeg skulle betale”. Cioni havde været sammen med sin kone, Laura Amidei, i 50 år, og til sidst – fortæller han – ”kunne jeg ikke længere udholde at se hende lide på grund af en uhelbredelig kræft”. Grundet Cionis kones svækkede helbredssituation, stod hun for at skulle overføres til et alderdomshjem. I den forbindelse skriver la Repubblica, at hun tidligere havde sagt til sin mand, at ”hun ikke ønskede at ende sine dage på et sådant sted”.
Som skrevet havde Cioni af retten i Modena fået en dom på seks års fængsel. Han nåede at sidde fængslet i ti måneder, inden benådningen kom.
Han sagde efterfølgende, at han rent faktisk havde håbet på, at en benådning på et tidspunkt ville kunne komme på tale, selv om han ikke for alvor havde turdet tro håbe på den. Italiensk presse angiver endvidere, at Cioni er blevet tilgivet af sin kones søster.
Lovgivningen i Italien
Debatten om eutanasi (aktiv dødshjælp) i Italien har gennem de senere år været præget af stærke etiske, juridiske og politiske spændinger og synspunkter. Italien har traditionelt haft en meget restriktiv tilgang til spørgsmål om livets afslutning, især stærkt påvirket af den katolske kirkes kulturelle og historiske rolle i samfundet. Ja, den katolske har vel kun to egentlige mærkesager tilbage: kampen mod abort og mod eutanasi. Aktiv dødshjælp er fortsat ulovlig i Italien og betragtes som en strafbar handling i henhold til landets straffelov.
Og emnet er, i perioder, flittigt diskuteret og derfor også tit aktuelt, hvilket en nylig sag fra Toscana vidner om. Her så man sidste år det allerførste tilfælde af assisteret aktiv dødshjælp efter vedtagelsen af en regionallov, der netop omhandlede eutanasi. Den konkrete sag handlede om forfatteren Daniele Pieroni, der over en periode på 17 år havde lidt af Parkinsons sygdom. Eutanasi-episoden fandt sted den 17. maj 2025 nær Siena, hvor Pieroni under lægelig overvågning selv indtog et dødeligt lægemiddel, hvilket altså markerede et historisk øjeblik efter vedtagelsen af den regionale lov.
Foto af Daniele Pieroni
Ellers har man i Italien set flere eksempler på døende patienter tager turen til Schweiz, hvor eutanasi-lovgivningen er langt mere lempelig end i Italien. I visse tilfælde er de italienske statsborgere blevet ledsaget af medlemmer af Italiens Radikale Parti, der i længere tid har kæmpet for at der lovgives til fordel for indførelsen af en eutanasi-lovgivning i Italien.
Situationen på eutanasi-område ændrede sig delvist med den italienske forfatningsdomstols afgørelse nr. 242 fra 2019, som udsprang af den såkaldte Cappato-sag. Domstolen fastslog, at hjælp til selvmord under helt særlige omstændigheder ikke nødvendigvis er strafbar. Afgørelsen gælder for patienter, der lider af uhelbredelige sygdomme, som oplever uudholdelige lidelser, som holdes i live af en fortsat livsforlængende behandling og som fuldt ud er i stand til at træffe egne, frie beslutninger.
Det er vigtigt at understrege, at denne afgørelse ikke legaliserer eutanasi som sådan, men snarere skaber en snæver ramme for undtagelser fra straffelovens forbud mod medvirken til selvmord. Der findes stadig ingen samlet national lov, som regulerer proceduren på en klar og ensartet måde i Italien. Dette har ført til betydelige forskelle mellem regionerne, hvor nogle har udarbejdet administrative retningslinjer for vurdering af ansøgninger, mens andre er mere tilbageholdende.
Det italienske parlament har gentagne gange forsøgt at vedtage en lov om medicinsk assisteret eutanasi, men politiske uenigheder har indtil videre blokeret for en endelig løsning. Især konservative partier og religiøse aktører argumenterer for, at en sådan lov vil underminere beskyttelsen af livet, mens tilhængere fremhæver retten til selvbestemmelse og retten til at iværksætte sin egen værdige død.
Samtidig spiller loven om informeret samtykke og palliativ behandling fra 2017 en central rolle. Den giver patienter ret til at afvise eller afbryde livsforlængende behandling og sikrer adgang til smertelindring og palliativ pleje. For mange ses denne lov som et kompromis mellem etisk følsomme positioner.
Samlet set befinder Italien sig altså i et juridisk grænseland, hvor domstolsafgørelser har udfyldt et tomrum, som lovgiverne endnu ikke har formået at lukke. Debatten om eutanasi forbliver åben og afspejler dybe værdikonflikter i det italienske samfund. Værdier, som typisk kan hægtes på de klassiske højre-venstre-ideologier.
Paolo Sorrentinos nye film … om eutanasi og benådning
Mange husker den italienske filminstruktør Paolo Sorrentino for hans brillante film ”Den store skønhed”, der vandt en Oscar i 2014, i kategorien ”Bedste udenlandske film”. I filmen viser Sorrentino et dekadent Rom, hvor man blandt andet møder mystiske nonner, præster der gemmer sig i hovedstadens skygger, et gyldent morgenlys der lægger sig blødt hen over Tiberens vandspejl samt sorgløst dansende og feststemte repræsentanter for den borgerlige boomer-generation. I sandhed et mesterværk.
Nu – i midten af januar i år – er Sorrentino tilbage med filmen ”La Grazia”, Benådningen, som netop berører både en benådnings- og eutanasiproblematik. Filmen bekræfter instruktørens unikke evne til at forene en æstetisk billedkomposition med en handling, som ofte bliver stykket sammen af stemninger, samtaler og brudstykke af samme, passager af sigende stilhed, en intim kameraføring mv. Som i mange af hans tidligere værker bevæger filmen sig langsomt og meditativt fremad. Den inviterer således seeren til at dvæle ved stemninger snarere end til at tage stilling til en traditionel, handlingsdrevet fortælling. I dette tilfælde er det dog ikke forkert at fremføre, at filmen i den grad lægger op til en etisk debat.
Sorrentino udforsker begrebet “benådning” som noget tvetydigt: både som en mulig forløsning og som en afvisning, baseret på magt, følelser og evnen til indlevelse. Kameraføringen er præget af elegante bevægelser og nøje komponerede billeder, hvor billedets komposition, hovedpersonernes bevægelser og øjeblikke med stilhed får en lige så stor betydning som dialogen. Musikken understøtter denne følelse og skaber her og der et næsten drømmende rum, der på én gang fascinerer og distancerer.
Et portræt af Paolo Sorrentino
Skuespillet er afdæmpet, men intenst, og karaktererne fremstår ofte isolerede, fanget mellem ønsket om mening og frygten for tomhed. Det er netop i disse pauser, blikke og uudsagte spændinger, at filmen finder sin styrke.
Som altid søger Sorrentino at skabe interessante og effektive one liners, som mange af hans film (også) er blevet kendte for. Det gør han også i La Grazia – netop med udgangspunkt i filmens overordnede temaer – når han lader sine hovedpersoner spørge: ”Di chi sono i nostri giorni”? – ”Hvem tilhører vore dage”?
Hovedpersonen er Italiens præsident Mariano De Santis, der blot har få måneder tilbage af sit mandat, og som kort før dets afslutning får forelagt en lov om eutanasi. Skal han underskrive den eller lade være? I en nøglescene siger han: ”Hvis jeg ikke underskriver loven om eutanasi, vil jeg blive set som en der udøver tortur, hvis jeg derimod skriver under, vil jeg blive opfattet som en morder”. Samtidig står han over for to tilfælde af mulige benådninger. Hvilken beslutning skal han tage?
Filmens hovedperson spillet af Toni Servillo
Sorrentinos film har naturligvis været undervejs i en rum tid. Alligevel er det påfaldende, hvordan flere af filmens scener og problemstillinger ikke kan undgå at sende tankerne i retning af benådningen af Cioni, som beskrevet øverst i denne artikel.