”Ereditocrazia” kaldes det på italiensk. Og der er, pudsigt nok, tale om et ord, der slet ikke findes. Det er opfundet af månedsmagasinet TPI, der for nylig bragte en stort opsat artikel om fænomenet. ”Ereditocrazia” kan oversættes med et dansk ord, der heller ikke eksisterer: arve-krati.

Af: Jesper Storgaard Jensen

I dag er det at arve den mest sikre måde, med hvilken man i Italien kan opnå økonomisk uafhængighed. Det almindelige lønnede arbejde – i et land hvor lønningerne på arbejdsmarkedet ikke er steget (ja, de er rent faktisk faldet!) i de sidste tyve år – er ikke længere i stand til at give økonomisk sikkerhed. Den såkaldte ”sociale elevator”, der skulle være i stand til at bringe folk fra første til anden sal i det sociale hierarki, gennem et regulært arbejde, holder stille ved udgangspunktet. Langt størstedelen af Italiens arbejdstagere tjener lige nøjagtigt til dagen og vejen. Forskellen mellem rig og fattig er stigende. Helt forudsigeligt i et land, hvor højrefløjen har været ved magten i de sidste tre og et halvt år, og hvor noget af det første Giorgia Meloni gjorde, efter at hun i efteråret 2022 kom til magten, var at sløjfe den såkaldte borgerløn, il reddito di cittadinanza, (en slags bistand til mindre bemidlede familier), der var blevet indført i Italien i 2019.

Rig og fattig

”Påstanden” om, at forskellen mellem rig og fattig er steget betragteligt i Italien i de senere år, bekræftes af en nylig undersøgelse foretaget af den italienske nationalbank, der bl.a. anfører som følger: ”De rigdomme, som én procent af den mest rige del af den italienske befolkning var i besiddelse af i 1995 udgjorde 16% af de samlede rigdomme. Dette tal var i 2016 steget til 22%. Andre tal viser dette: tog man i 2016 den ene halvdel – den fattigste – af italienerne, så ville deres formuer tilsammen udgøre blot 11% af landets samlede formue. 21 år senere, i 2016, ville de 11% være faldet til sølle 3,5%. Somma sommarum: de fattige bliver stadigt fattigere, og de rige formår at forøge deres i forvejen betragtelige formuer.

Men tilbage til de unge: ”I dag, hvis man vil være sikker på at klare sig økonomisk, er det ikke nok at gifte sig med en læge eller en advokat. I dag er det bedre at gifte sig med en person, der kan se frem til en klækkelig arv. Det kan lyde kynisk, men sådan ser virkelighedens Italien ud i dag”. Således skrev det politiske månedsmagasin TPI for nylig i en stort opsat artikel, der blandt andet har fokus på de ofte chokerende lave lønninger på det italienske arbejdsmarked.

Og vedr. arvemasse: Ifølge en nylig artikel i The Economist udgjorde værdien af arvemassen i begyndelsen af det 20. århundrede i Frankrig og England cirka 20% af de to landes samlede bruttonationalprodukt. Herefter faldt tallet til 5% for så at stige igen, i vore dage, til mellem 10-15%.

Vender man i den henseende blikket imod Italien, vil man se at dette tal – værdien af den samlede arvemasse – i 1995 var på 8,4% af BNP. Det steg senere, i 2016, til 15,1% for så, i dag, er at være på cirka 20%. På samme tid viser statistikkerne at det lønnede arbejde udgør en stadig mindre del af mange landes BNP. Verdensorganisationen for arbejde (IIO) har i deres seneste rapport anført, at den del af landenes BNP, der er skabt via arbejde, er faldet fra 54% i 2004 til 52% i 2024. I Italien vil denne forskel uden tvivl være endnu større. Det vil med andre ord sige, at vi står over for et samfund – det italienske – hvor den økonomiske velstand ikke er sikret gennem det arbejde der udføres, men gennem de midler vi arver – altså, Ereditocrazia.

Unge italienske demonstranter med et banner der sætter spørgsmålstegn ved deres fremtid

Dette understreges af en generel trend som man har set i store dele af den vestlige verden, nemlig at arvebeskatningen er gået ned, mens beskatningen på arbejde i mange lande er gået i den modsatte retning, op. I dag i Italien betaler man fx ikke skat af arv op til en værdi af en million euro. Udover en første million euro betales en beskeden procentsats på mellem fire og otte, afhængigt af hvilken familierelation man havde til den afdøde.

Mor og far som bank

Ifølge en undersøgelse fra Centro Internazionale Studi Famiglia (CISF) erklærer 70% af alle de unge italienere, som i de senere år har købt bolig, at de har fået en hjælpende hånd med af den nærmeste familie. Og sådan er det rent faktisk i dagens Italien: det anses for næsten umuligt for en betragtelig del af den yngre generation at købe egen bolig uden assistance fra familien.

Og vi kan fortsætte med statistikkerne: OCSE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) har udregnet, at hvis reallønningerne i tyveåret fra 1995-2014 var steget lige som meget som produktionen i samme periode, så ville de (lønningerne) have været 13% højere end tilfældet er. I denne OCSE-undersøgelse sætter Italien igen en negativ rekord, idet det hedder, at ”Italien er det eneste OCSE-land, hvor de reelle lønninger gennem de sidste 30 år er faldet, ligesom Italien ligger på en syvende-plads hvad angår arbejdstagere, der er i risiko for at skride ned under fattigdomsgrænsen (og indtil 2022 lå Italien faktisk på en fjerdeplads)”.

Observerer man i dag de unge italienere, fx de 30-årige, står det klart, at flere og flere af dem vælger den traditionelle familie fra. De lever med lave lønninger, der ikke er tilstrækkelige i forhold til leveomkostningerne, usikre kontrakter og høje huslejer, hvilket selv sagt hæmmer uafhængighed og enhver form for familieplanlægning. Læg samtidig oven i hatten, at brutto-startlønningerne for kandidater i Italien ligger på omkring 18.000 kr. om måneden. Det er med andre ord særdeles svært at finde en økonomisk grobund for forældreskab. Dette afspejles således i, at de italienske kvinder i gennemsnit får deres første barn når de er 31 år gamle (de ældste indenfor EU).

En unge pige har fabrikeret sit eget skilt i forbindelse med en demonstration: “Dette er ikke et land for unge”

Ikke et land for unge

Italien er et land med to svage sociale grupper – de unge og kvinderne. Det gammelkendte motto – ”Non è un paese per giovani” (Dette er ikke et land for unge) – gælder stadig. Uden forbehold. Det ved de unge naturligvis kun alt for godt. I en undersøgelse fra 2022 havde i alt 5.500 unge mellem 14 og 19 år besvaret et spørgeskema fra foreningen Fondazione Visentini. Et af spørgsmålene lød: ”Hvor ser du dig selv i 2030?” En fjerdedel af de adspurgte svarde ”udenfor Italien”, hvortil en talsmand fra foreningen sagde: ”Hvis dette tal ikke kun er teori men derimod skulle vise sig at blive bekræftet i det virkelige liv, så står vi over for en hidtil uset emigration af unge italienere”.