Bologna – fra den 9.-16. september 2025

Bologna – fra den 9.-16. september 2025

Foto: Neptun-fontænen i Bolognas centrum

Foto: De to tårne – Torre degli Asinelli og Torre di Garisenda – hører til blandt Bologna vigtigste arkitektoniske symboler

Når man har været i Bologna, er det ikke svært at forstå, hvorfor denne mellemstore italienske by – ca. 388.000 indbyggere – er at betragte som en af Italiens mest populære. Det historiske centrum syder af middelalderatmosfære, og overalt i byen kan man gå rundt i de fascinerende søjlegange, som i byens centrum løber over hele 38 km. og som bl.a. gemmer på cafeer, spisesteder og masser af muligheder for shopping.

Byen er fuld af seværdigheder – historiske, kulturelle og gastronomiske. Museer, kirker, fontæner, store piazzaer og hyggelige kvarterer kæmper om de besøgendes opmærksomhed, men også gastronomien er et af de aspekter, der har gjort Bologna berømt. Af samme grund er et af Bolognas tilnavne ”la grassa”, den fede, grundet det lækre og generøse køkken. Lasagne, tortellini og mortadella (kaldet ”kødpølsens Rolls-Royce”) stammer alle fra Bologna.

Rejsens dagsprogram ser således ud:

Dag 1: Med direkte fly fra Kastrup til Bologna. I lufthavnen møder vi Jesper Storgaard Jensen og kører den korte strækning med bussen til hotellet*** i centrum af byen. Efter indkvarteringen er der fælles middag på lokal restaurant.

Dag 2: Efter morgenmaden mødes vi til en spadseretur i Bolognas historiske centrum i selskab med en engelsktalende guide. Vi kommer forbi Piazza Maggiore, ser pladsen med de to tårne, der er byens vigtigste arkitektoniske symbol, besøger domkirken San Petronio, går igennem det dejlige udendørs frugt- og grøntmarked i Quadrilatero-området og ender ved det fantastiske Santo Stefano-kirkekompleks. Her besøger vi syv kirker under samme tag, vel at mærke syv kirker fra forskellige tidsaldre og således opført i forskellige stilarter. Der er frokost på egen hånd, evt. i Quadrilatero-kvarteret hvor man finder mange spisesteder. Efter frokost mødes vi igen, nu for at begive os imod Palazzo dell’Archiginnasio. Dette kendte palads blev opført i årene fra 1562-1563 og har en særlig plads i Bolognas historie, bl.a. fordi det er en del af byens universitetskompleks. Vi besøger stedets forskellige sale, der er fulde af byhistorie.

Foto: Et kik ind i en af de antikke sale på Palazzo dell’Archiginnasio

Dag 3: Efter morgenmad skal vi med Jesper på udflugt til Ravenna. Her besøger vi i løbet af dagen flere af byens spændende kirker og klostre, hvor vi skal se verdens måske mest overdådige mosaikker. Det har bevirket, at Ravenna har været på UNESCOs berømte verdensarvs-liste siden 1996. Vi besøger Basilica di San Vitale, Mausoleo di Galla Placidia, Battistero Neoniano og Cappella di Sant’Andrea. Efter den fælles frokost er der atter mulighed for at udforske Ravenna på egen hånd.

For de mosaik-interesserede er der en endnu en kirke, der er et besøg værd, nemlig Basilica di Sant’Apollinare. Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til Bologna, hvor der er aftensmad på egen hånd.

Foto: Tortellini tilberedt på flere forskellige måder er en af yndlingsspiserne i Bologna

Dag 4: Formiddagen står i foredragets tegn. Jesper vil først holde et foredrag om Italien her og nu, hvor han vil fortælle om det Italien, som turisten normalt ikke kender noget til. Efter en kaffepause handler foredrag nr. 2 – som vil være noget kortere – om Bolognas madkultur.

Herefter er der fælles frokost. Efter vores frokost går vi sammen mod Mambo-museet, Bolognas mest interessante museum for samtidskunst, der bl.a. indeholder en kollektion af maler Giorgio Morandi, en lokal maler og kunster med et internationalt navn.

Dag 5: I dag skal vi på udflugt ud af byen. Vi kører med vores egen bus til vinproducenten Palazzona di Maggio, der har produceret vin siden 1961. På vej ud af byen gør vi holdt ved kirken Basilica di San Luca. Herfra er der en pragtfuld udsigt over Bologna og omegn. Fra kirken og ned til byen løber den 3,8 km lange San Luca-søjlegang med sine 666 hvælvinger. Vi går et lille stykke ad den, inden vi fortsætter imod vingården.

Her får vi en rundvisning, en spadseretur i vinmarkerne og lejlighed til at smage vinen. Desuden indtager vi også en let frokost her. Efter besøget på vingården fortsætter vi til den lille by Dozza Imola, der er kendt for sine mange smukke murmalerier. Vi går en fælles tur i byen og ser nærmere på malerierne, inden vi vender tilbage til Bologna

Foto: I den lille by Dozza Imola finder man et overflødighedshorn af murmalerier

Dag 6: Efter morgenmaden går vi sammen med Jesper til Palazzo Poggio, Bolognas naturhistoriske museum, hvor der er rundvisning med Jesper og en lokal guide. Dette Palazzo huser et naturvidenskabeligt museum og er en del af Bolognas samlede universitetskompleks. Frokost på egen hånd. Om eftermiddagen mødes vi i byens centrum for at begive os ud på en kulturel spadseretur med Jesper som guide.

Vi besøger den tidligere børs, der nu er kultursted og som huser en underjordisk udgravning, vi skal se Nanni-boghandleren, der har 200 år på bagen (her yndede den kendte filosof og forfatter Umberto Eco at købe sine bøger), vi kommer forbi den berømte Jesus-figur (Gesù Compianto) i Santa Maria della Vita-kirke og vi går igennem den jødiske ghetto. Middag sammen om aftenen.

Foto: Den berømte skulpturgruppe “Il Compianto sul Cristo morto”, fra 1490, i Santa Maria della Vita-kirken

Dag 7: Vi skal fra morgenstunden besøge Bolognas Musikmuseum. Bologna blev i 2006 udnævnt som ”Musikby” af UNESCO. I løbet af året afholdes der således festivaler både indenfor klassisk musik, rytmisk musik og jazzmusik. Musikken er levende i byens kulturliv og en vigtig faktor i dens historie. Eftermiddagen – den sidste af slagsen – er fri til at nyde Bologna på egen hånd. Jesper inviterer til et besøg i den store Margheritha-have og park, der ligger i udkanten af centrum, for dem der skulle have lyst.

Om aftenen er der afskedsmiddag på en kendt restaurant med levende jazzmusik.

Foto: For enden af den 3,8 km. lange søjlegang ligger den smukke San Luca-basilika og skuer ud over Bologna og omegn

Dag 8: Vi tjekker ud fra hotellet. Vi kan lade vores bagage stå på hotellet indtil vi senere tager imod lufthavnen. Efter check-out besøger vi Bolognas lille, intense Musikmuseum. Bologna blev i 2006 udnævnt som ”Musikby” af UNESCO. I løbet af året afholdes der således festivaler både indenfor klassisk musik, rytmisk musik og jazzmusik. Musikken er levende i byens kulturliv og en vigtig faktor i dens historie. Efter dette besøg er alle frie, indtil vi midt på eftermiddagen igen samles for at gøre os klar til at tage imod lufthavnen, hvorfra der er direkte fly til Kastrup.

Rejsen vil blive arrangeret i samarbejde med Granada Kulturrejser. Yderligere informationer på dette link:
https://granada.dk/grupperejser/italien/kulturrejse-til-bologna-9-169/

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og gå ikke glip af spændende nyheder